Helle Schütten Johansen
Hej, – jeg hedder Helle, og jeg vil gerne komme ud til dig og din klasse og arbejde med DESIGNPROCESSEN
At skabe rum til at lege, eksperimentere, finde på, nytænke og se muligheder optager mig meget, og jeg kan lide at facilitere processer, der igangsætter KREATIVITET og OPFINDSOMHED.
Jeg hjælper med at skabe forståelse for, hvordan vi går fra at have en udfordring til at få ideer, der kan være med til at løse udfordringen.
- Udfordring
- Undersøgelse
- Ideudvikling
- Prototyping
- Handling
- Evaluering
Baggrund:
Jeg har igennem mange år undervist i musik, billedkunst og innovation.
Idag er jeg selvstændig illustrator på min egen tegnestue helleforhelle.dk.
Mine år fra undervisningsverdenen og mit liv som selvstændig har givet mig erfaringer, der gør, at jeg gerne vil hjælpe dig og din klasse med at sætte gang i tanker, ideer og masser af smil
“Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg godt” – citat: Pippi Langstrømpe
Steffen Helledie
Jeg er ideskaber med lige dele fokus på kreativitet og forretningsmodel. Min mission er at modbevise Charles Duells berømte og berygtede konstatering fra 1899, om at ”Alt der kan opfindes er blevet opfundet” Udover at undervise i Strategi, Ledelse og Iværksætteri på UCN, har jeg et par mindre virksomheder, der alle udspringer af kreative input og forretningsmæssige muligheder.
Bodil Tejg
”Jeg vil være opfinder!” Siden jeg var en lille pige, har jeg drømt om at være opfinder. Dette har givet mig en ”livslang” (40+ års) erfaring i at søge efter løsninger, hver gang jeg støder på et problem – stort om småt. Dette mindset mikset med mit efterhånden mangeårige kreative virke som grafisk designer, autodidakt fotograf og iværksætter giver et godt udgangspunkt for at ”sprænge boksen” sammen med jer.
Jeg elsker at se elevernes øjne stråle og kinder blusse, når de koncentreret og ihærdigt arbejder med at forme en ny idé, får den omsat til en prototype for til sidst med spænding i kroppen at pitche den for hele klassen.
Jeg glæder mig meget til at komme ud og tænde gnisterne i øjnene på eleverne på netop jeres skole.
Dorthe Ahlstrøm
Hej – jeg hedder Dorthe C. Ahlstrøm – og jeg glæder mig til at SPRÆNGE BOKSEN samen med jer.
Glæder mig til at idéudvikle sammen med jer, og ikke mindst at øve jer i at sælge jeres idéer – ellers gør idéerne INGEN forskel.
Efter dagene sammen med mig, håber jeg I vil have mere mod og lyst – og øvelse i at idéudvikle og at fremlægge noget I brænder for…..
Jeg er en passioneret underviser og iværksætter – jeg nyder at inspirere og gøre en forskel – og helst med et smil på læben, så vi er i flow og topmotiverede.
Jeg er iværksætter – har haft og drevet et badehotel/kursusvirksomhed, startet danseskole og nu nørder jeg med mit elskede firma Ahlstrøm.com – hvor jeg arbejder med procesudvikling i forskellige virksomheder, hospitaler, tøjbutikker, børnehaver, skoler m.m. Desuden er jeg underviser på UCN’s pædagog- og læreruddannelser.
Jeg bruger kreative metoder i min undervisning og i mit firma.
Lise Kjærgaard
Jeg har arbejdet med undervisning og facilitering på ungeområdet siden 2004. I dag er jeg selvstændig iværksætter og driver min virksomhed Lise Kjærgaard- procesledelse – her faciliterer jeg undervisningsforløb, workshops og processer for både voksne og unge.
En workshop med mig er kendetegnet ved:
- Begejstring
- Kreativitet
- Nytænkning
- Udfordringer
- Vilde løsninger
- Samarbejde
- OG…ikke mindst – rigtig god stemning
Andre siger om mig:
”Lise er karakteriseret ved et enormt drive og en energi, der smitter og skaber motivation og engagement hos deltagerne.” Projektleder i Ungdomsskole.”
“Lises måde at tale til os på er helt i øjenhøjde. Hun er velforberedt, empatisk, kompetent og virkelig inspirerende.” frivillig i NGO